Dato: 21. juni 2019Har du en god idé til en spændingsroman? Har du mod på at skrive, har du en idé til et originalt plot, et fascinerende sæt karakterer, er du journalist, dramatiker, manuskriptforfatter eller bare dig selv og god til at tænke historier, så kan vi hjælpe dig. Send en synopsis med din idé og 4-5 siders tekst, og hvis vi kan lide det, tilbyder vi dig et kursus, der strækker sig fra september 2019 til juni 2020 og forløber over otte undervisningsgange, to weekendseminarer og seks eftermiddagssessions.
Undervejs vil der blive introduceret til idéudvikling, plotopbygning, narrative teknikker og karakterudvikling – alle grundelementerne i den gode spændingsfortælling – og der vil være masser af individuel vejledning.
Forfatter Christian Dorph og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig (se mere om lærerne nederst) vil sammen med redaktører fra Gyldendal og gæstelærere stå for undervisningen. Det er en forudsætning, at du vil arbejde med din roman mellem seminarerne, og at du underskriver en optionskontrakt med Gyldendal på den færdige roman.
Send dit bud til plot@gyldendal.dk senest 15. august. Vi håber, vi ses. Med venlig hilsen
Ask Hansen og Simon Pasternak, Gyldendal
LÆRERNE:
CHRISTIAN DORPH, FØDT 1966. Uddannet på Forfatterskolen i 1992 og lærer på skrivelinjen på Testrup Højskole. Han har udgivet flere digtsamlinger og krimier, både alene og sammen med Simon Pasternak, senest Tal til mig (2015). Han skrev DR-radioføljetonen Kom ind i min drøm (med Simon Pasternak) i 2018, der vandt Special Mention i Prix Europa. Hans bøger er oversat til otte sprog.
NIKOLAJ SCHERFIG, FØDT 1961. Uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1989. Gennem årene har Nikolaj Scherfig skrevet manuskripter til en lang række dokumentarer, spillefilm og tv-serier, bl.a. julekalenderne Jesus & Josefine (2003), Mikkel og guldkortet (2008) og Den anden verden (2016) samt krimiserierne Rejseholdet (2000) og Broen (2011-2015), og har modtaget en Robert for manuskriptet til spillefilmen Ørnens øje.